- Af Eva Svendsen
den 14. januar 2014

Jeg er og bliver dømt til at dø! Ja, jeg ved det godt. Det blev vi alle sammen, den dag vi blev født. Jeg er blot blevet dømt til at løbe maraton med døden med jævne mellemrum. Sådan cirka en gang hvert år ti.  Det er 12 år siden jeg sidst løb maraton med døden. Efter som jeg i dag sidder og skriver, vandt jeg.  Det var ikke det hårdeste maraton med døden jeg har vundet, men restitueringen var hård.  Hverdag har været endnu et skridt op ad bakke og nu skal jeg ned igen. Endnu et maraton med døden er begyndt.

Denne gang er det mine nyrer. Jeg har vist det længe. Allerede i 2005 fik jeg den første advarsel, men dengang lød beskeden. ”Det ligger langt ud i fremtiden”. Langt ud i fremtiden er så nu. Selvom det har ligget i baghovedet hver gang jeg har været til kontrol, slog beskeden hårdt.

Snakker jeg uden om? Måske. Det er bare lidt svært at skrive, for så er jeg nødt til at erkende det. Jeg er prædialysepatient.  PRÆDIALYSERPATIENT. Sikke en etikette. Med den følger titlen KRONISKSYG. Jeg er syg. Jeg har altid været syg, men ”Rask-Syg”. Eller rettere, de første elleveethalvt år af mit liv var jeg kronisksyg. Så blev jeg ”Rask-Syg” og nu er jeg så kronisksyg IGEN!

Hvad vil det så sige at være prædialysepatient? Hmm… Jeg kan forsøge at gentage det som lægen sagde.

“Vi deler patienterne ind i forskellige kategorier alt efter hvor nedasat deres nyrer funktion er. Kategori 1 er dem med let nedsat nyrer funktion. Du er nået til kategori 5, hvor din nyrefunktion er væsentligt nedsat. Det er i denne kategori, hvor du begynder at have fysiske gener af den nedsatte nyrefunktion. Fordi du ligger i den kategori vil vi starte op med at tilbyde dig at komme på ”Nyreskole”, blive forberedt på at komme i dialyse, samt at udrede dig til en nyre transplantation.”

Jeg er ikke sikker på at jeg citere ham korrekt, for filmen knækkede for mig da han begyndte at snakke om nyretransplantation. Inde i mit hoved var der en stemme der skreg meget højt.

“NEEEEJJJ!!!!! Det her har jeg bare ikke tid til. Jeg blev for syv måneder siden Civilingeniør i miljøteknologi. Jeg er fortsat jobsøgende. Mit CV ser mærkeligt ud, fordi jeg har en Diplomingeniør i nanoteknologi  og kun kandidatdelen af miljøteknologi.  Jeg har aldrig været på jobmarkedet og så har jeg en masse små kurser, der ikke har nogen direkte relevans med min uddannelse. Det er sku da svært nok at får et arbejde for folk der er gået den direkte vej. Jeg skal ikke også til at skulle blande det hele op med en forudsig bar længere sygdomsperiode. Det her har jeg bare ikke tid til. Ikke nu. Kunne det ikke bare have ventet til at jeg havde fået et job?”

Sygemelding var måske relevant? Ja, det ment jeg også, men det mente lægen ikke. Det ville være bedst hvis jeg holdt mig selv i gang. Han kommenterede så også at ”det kom jo an på den enkelte, men…”. Han har nok ret. Specielt taget i betragtning at jeg ikke er typen der er godt til at acceptere at der er ting jeg ikke kan. Jeg ved virkeligt ikke hvordan jeg skal forholde mig. Jeg får i hvert fald brug for at snakke med nogen.

Der er lukket for flere kommentarer