- Af Eva Svendsen
den 18. januar 2014

Dødsangst. Jeg har for første gang i mit liv følt akut dødsangst. Ikke den her slags gennemtænkende dødsangst. Det er ikke sådan at jeg har siddet i min sofa og spekuleret på ”hvad nu hvis jeg dør?” eller ”Jeg føler mig lidt skidt til pas. Jeg er vel ikke ved at dø?”. Nej, det her var akut dødsangst. Den type dødsangst der opstå hvis man ligger under vand og desperat forsøger at komme op, men ikke kan. Den type dødsangst man føler når bilen er i skred og man desperat forsøger at rette op, inden det går galt. Og så alligevel ikke.

I nat drømte jeg at alle mine organer langsomt satte ud. Lige pluslig kunne jeg ikke få luft. Det føltes som om jeg var ved at blive kvalt. Alt blev langsom sort. Og så vågnede jeg. Gispede efter vejret. Lagde hovedet på min pude igen og var lykkelig for at være i live. At kunne tænke: ”det her var kun en drøm”. Men det sad stadig i kroppen. Den her følelse af at være lige ved at dø, men blive redet på målstregen.

Det er kun noget jeg har drømt. Heldigvis. Jeg er ikke ved at dø. Ikke sådan lige her og nu. Der kommer til at gå et stykke tid før jeg forlader denne planet. Og det bliver ikke med min gode vilje. Måske når jeg bliver 80år, vil jeg synes at det er ok. Men ikke nu. Det her maraton med døden er lidt anderledes, end det jeg var igennem tilbage i 1992.

Dengang var det mit hjerte, der havde sagt stop. Der var kun en mulighed. Hjertetransplantation. Et andet menneske skulle dø, hvis jeg lave videre. Det andet menneske skulle ikke bare dø på en hvilken som helst måde. Nej. Det skulle kun være hjernen der var død, mens resten fungerede normalt. Lidt makabert at tænke på. Den eneste anden mulighed jeg havde, var døden. Lægerne ville kun love mig et år mere. Og måske mindre end det. Mere kunne mit eget hjerte ikke klare. Nu her 21 år senere er historien en anden. Denne gang er eneste udvej ikke en transplantation. Jeg dør ikke inden for et år, hvis ikke jeg får en ny nyre. Der er ikke nogen grund til at have dødsangst. Det her er ikke det samme, som dengang tilbage i 1992. Der havde jeg en anden form for dødsangst.

Når mine forældre puttede mig og sagde: ”Godnat”, blev jeg bange. Bange for ikke at lukke øjnene op i morgen. Jeg huske den ordveksling, vi ofte havde. ”Hvis jeg lukker øjnene nu og falder i søvn, vågner jeg så i morgen?”. Jeg fik altid svaret: ”Selvfølgelig gør du det. Kan du sove godt!”. Jeg kunne hører på deres stemmer, at det var en løgn. Jeg kunne se i deres øjne, at det var en løgn. Jeg lå mange gange vågen det meste af natten og spekulerede. Spekulerede på hvad der ville ske når jeg ikke var her mere.

Det er egentligt et godt spørgsmål. ”Hvad sker der når jeg ikke er her mere?”. Livet går vel videre i sin vante gang. Det plejer den at gøre når nogen dør. Så hvorfor ikke også denne gang. Når det altså bliver til ”denne gang”. For det er der længe til, hvis jeg skal bestemme. Og så ikke flere af den slags mareridt, tak!

Der er lukket for flere kommentarer