Positiv oplevelse
- Af Eva Svendsen
den 16. juni 2015

Forløbet lige op til og efter transplantation har været en meget positiv oplevelse. Det at jeg var indlagt på patient hotellet i dagene op til transplantationen gjorde at jeg var mental klar til operationen. Det var ligesom alle bekymringerne pluslig var væk. Da de kørte mig ind på operationsstuen torsdag ved middagstid var jeg helt klar.

Da jeg kom ned på stuen igen havde jeg det også godt. Jeg plejer at blive elendig af at være i narkose, men det er jeg ikke blevet den her gang. Det kan være fordi narkoselægerne i god tid inden operationen har fået besked på hvor dårlig jeg kunne blive, så de har valgt den rigtige typer medicinering til mig. Eller også har jeg bare været heldig. Jeg er sluppet helt for smerter, ubehag og opkastninger.

En del af forklaringen er måske også at jeg godt 4 timer efter at jeg var kommet ned på afdelingen igen var ude at gå de første tur. Sygeplejerske ville give mig en injektion i låret med noget blodfortyndede, for at undgå blodpropper i benene. Det synes jeg ikke var en god ide, og da jeg blev ved at sige nej snakkede hun med en læge. Der lød beskeden: ”Enten skulle jeg have det blodfortyndende eller også skulle jeg u at gå med jævne mellemrum.”. Jeg valgte det sidst. Det betød så også at jeg aldrig fik det ubehag i hele kroppen af at have ligget for længe i samme stillen og arret fik ikke lov til at ”spæde op”, så det til sidst ville blive en smertehelvede at komme ud af sengen.

En anden del af forklaringen er at jeg lå på stue med min mor. Hun blev virkelig dårlig narkosen. Jeg har aldrig set min mor kaste så meget op. Det kom lige som små eksplosioner uden nogen forvarsel. Jeg har prøvet den slags og det er først når man bliver sat i kontinuer kvalmestillende behandling at det begynder at aftage. Man kan nemlig ikke holde noget indenbords før og så vil maven bare blive ved med at protestere. Der findes små tricks som kan få lidt til at blive nede, men det virker slet ikke så godt som kvalmestillende.

Nå, det var forklaringen om min positive oplevelse jeg kom fra.

Når nu min mor havde det så dårligt, var min opmærksomhed rettet mod hende og ikke mig selv. Jeg glemte lidt at jeg reelt også var ny opereret og skulle passe på mig selv. Jeg havde så travlet med at varde min mor op, at jeg ikke har bemærket at jeg måske var dårlig. Jeg er altså kommet langt hurtigere i gang med at spise og drikke end jeg ellers ville.

Der er to ting mere der kan være forklaringen. Jeg har været så meget igennem at jeg efterhånden godt ved hvad jeg skal gøre for at komme på benene igen. Jeg skal i gang med at spise igen hurtigst muligt, og så ud af sengen og på benene, lige så snart lægerne giver grønt lys til det.

Og så her jeg været meget påvirket af narkose og smertestillende. Det kunne jeg godt mærke i går. Der begyndte min krop at blive opmærksom på at jeg da vist ikke var helt på toppen. Det gjorde det heller ikke bedre af at de havde gang i den helt store afstødning ikke afstødnings alarm. Hvilket betød at jeg stort set ikke havde ro går. Også selvom min mor blev udskrevet. Var først hen af ved 20 tiden at jeg kunne sætte mig ned og stirre tomt ud i luften af bare udmattelse. Det er ikke ro man får mest af når man er indlagt.

I dag har så godt nok været en rolig dag. Hvor de startede med at afblæse afstødningsalarmen og snakkede om at jeg skulle hjem på torsdag. Her til eftermiddag er besked at jeg skal have lavet biopsi i morgen og så skal de se hvad de siger før jeg får lov til at komme hjem igen. Men det er godt de går med livrem og seler, så det ender med at blive den vellykkede nyretransplantion det ind til videre har væreat.

En kommentar

  1. Dorte Bager siger:

    Tak for kærlig omsorg da jeg havde det dårligt.